Tidligere ungdomsskoleelever

 

Phillip Brandt: ”Jeg lærte, at jeg kan mere, end jeg selv tror”

Phillip Brandt var fast inventar på teaterholdet, i Ungerådet og på mange af ungdomsskolens rejser, da han var ung. I dag bruger han det, han har lært til at hjælpe udsatte børn og unge gennem Ungdommens Røde Kors.

Phillip Brandt startede i kokkelære som 17-årig. Han fortæller, at mange af oplevelserne i ungdomsskolen var medvirkende til, at han klarede sin uddannelse så godt. Han blev udlært kok i 2016 og har de sidste to år været køkkensouschef og stået for den daglige drift. Her var han leder for en stab på otte personer i køkkenet samt alle tjenerne ude i restauranten.

”Ungdomsskolen har givet mig nogle styrker inden for lederskab og det at arbejde i teams. Vi lærte at stå på egne ben på vores rejser og på Hunter, hvor det var koldt, mørkt og vådt. Jeg blev mere voksen og kunne se lidt mere modent på mange ting. Jeg lærte dengang, at jeg kan mere, end jeg selv tror.”

Phillip Brandt var et af de ansigter, man ofte stødte på i Dragør Ungdomsskole. Han var ungerådsformand og repræsenterede Ungerådet til møder med Ungeteamet i Dragør Kommune. Han rejste med på kajakture og overnatninger, den årlige skitur og med skoleskibet Fulton i flere omgange, og så var han med i ungdomsskolen i Cambodja for at lave hjælpearbejde.

”Det voksede jeg meget af. Vi havde ungdomsskolelærere med, men man skulle selv være voksen. Da vi skulle til Cambodja var vi også selv med til at arbejde og samle penge ind til billetten.”

Fra frivillig til lejrledelse

Phillip Brandts møde med ungdomsskolen har betydet, at han de seneste tre år har valgt at tage på ferielejr med Ungdommens Røde Kors som frivillig. Her er han afsted med godt 80 børn fra lavindkomstfamilier, der normalt ikke ville komme på sommerferie.

”Jeg kunne altid gå forbi Ungdomsskolens kontor og snakke, hvis jeg havde brug for det,” fortæller han, ”som ung havde jeg ikke brug for en pædagog, der kunne sidde og tale med mig om mine forældres skilsmisse. Jeg havde brug for et frirum. Og det var det, Ungdomsskolen gav mig. Og det er det, jeg tager med mig, når jeg arbejder som frivillig i Ungdommens Røde Kors. Jeg er ikke pædagog eller lærer. Jeg er der bare og giver plads.”

Til sommer går han ind i lejrledelsen og skal være leder for de 50 frivillige, der er med. Han skal være med til at sætte lejren op, søge fonde, udvælge hjælpere og køkkenpersonale, og så er han i gang med en lejrlederuddannelse gennem Ungdommens Røde Kors, som han er færdig med til sommer.

”Noget af det, jeg har fået med fra ungdomsskolen, er, at det giver rigtig meget at hjælpe andre, hvis man har mulighed for det. Både dem, der kommer fra gode vilkår, som de fleste børn i Dragør, men også dem, der er rigtig dårligt stillet. Jeg har også været kontaktperson for en ung dreng de sidste to år.”  

 

Teatersport og vejrtrækningsøvelser

Phillip Brandt er blandt andet inspireret af de voksne, han selv har mødt.

”Hvis der var nogen, der skulle have en medalje, så skulle det være Christoffer Søe, Pernille Stockfleth og Ole Lillelund,” siger han beslutsomt. Phillip fremhæver særligt teatersportholdet med Pernille Stockfleth, som et sted, der har givet konkrete redskaber, som han stadig bruger i dag.

”Hun var rigtig dygtig til at lære os om os selv. Jeg lærte at tale foran folk og være rolig i situationer, hvor mange andre unge måske ville være nervøse. Hun gav os nogle værktøjer til at afhjælpe nervøsiteten.”

Det har været godt givet ud senere, først som kokkeelev og siden som leder. Phillip Brandt har arbejdet i professionelle køkkener, siden han var 15 år.

”Når jeg har holdt personalemøder eller skulle briefe 15 tjenere og otte kokke inden et stort selskab, har jeg brugt værktøjer fra teatersport. Det kunne for eksempel være vejrtrækningsøvelser,” fortæller han,

Vejrtrækningsøvelserne gjorde allerede stort indtryk på den unge Phillip.

”Da jeg var knægt, var jeg nok en lidt stille, genert dreng, hvis forældre var blevet skilt, da jeg var 12. Jeg husker tydeligt de der 10 minutter, hvor vi lå på gulvet og trak vejret gennem næsen og pustede ud gennem munden. Vi talte ikke, vi mærkede bare efter og var i nuet. Jeg tager stadig mig selv i – inden jeg går ind til eksamen, et vigtigt møde eller en jobsamtale – lige at trække vejret 10 gange ind gennem næsen og ud gennem munden.”

”Man kan sige, at Ungdomsskolen var et sted, hvor der var plads til alle. Man blev inddraget ud fra det niveau, man kunne deltage på,” fortæller han. Og det er den tilgang, han har i dag, når han arbejder med unge på Røde Kors’ ferielejre, ”mange af mine succesoplevelser, som jeg kigger tilbage på, når jeg er et svært sted, det er fra Ungdomsskolen.”

Han er for nylig stoppet som kok og begyndt på en uddannelse som serviceøkonom for at prøve noget andet.

”Nu skal jeg i første omgang være med til at facilitere, hvad en ferielejr skal være. Det er nogle store sko, jeg skal ud at fylde ud. Men jeg føler også, at mange af de ting, jeg har lært i Ungdomsskolen gør, at jeg kan løfte den opgave.”

 

Christian Bruhn: ”Motocross holdt mig væk fra ballade”

 

Christian Bruhn stiftede bekendtskab med Ungdomsskolen allerede som 10-årig, da han fik stillet sin ADHD-diagnose. Han havde indlæringsbesvær, kunne ikke sidde stille i undervisningen, og der var ikke ressourcer til ekstra hjælp i klasselokalet. Derfor blev han sendt ned til Ole Lillelund, der var leder i Ungdomsskolen dengang.

”Så sad jeg der og lavede lektier, og når jeg var færdig med det, så fik jeg lov at gå ud at skrue i værkstedet som belønning. Jeg fik stillet min Tourette-diagnose i den periode, hvor jeg gik på værkstedet hos Ole, og jeg kunne ikke helt forholde mig til det. Der var han en rigtig god støtte. Han tog sig virkelig af mig.”

 

Relationer er vigtigere end regler

Ved siden af specialtilbud hos Ole Lillelund, brugte Christian Bruhn Ungdomsskolen, som alle andre. Han var tilmeldt motocross-holdet og kørte to gange om ugen på området på Bachersmindevej, hvor der i dag er campingplads. Her havde Ungdomsskolen værksted og crossere, som blev drevet af Benny Thøgersen.

”Kæmpe cadeau til Benny Thøgersen! Den mand gjorde rigtig meget for rigtig mange unge. Og særligt dem, der havde det lidt svært. Han var en god mand, og han fik mange på rette spor,” fortæller Christian Bruhn. ”Det var den måde, han havde fat i os på, og den kontakt, han havde til os hver især. Jeg var for ung til at køre på knallert, så han fik mig til at lægge det på hylden, mod at jeg så fik lov til at køre motocross to gange om ugen, selvom man egentlig kun kunne køre hver anden gang.”

Det gav Christian blod på tanden, og han endte med også at køre privat.

”Det gav mig noget at lave og holdt mig væk fra ballade. Til en vis grad. Det var en kanon tid. Benny Thøgersen var guld værd, og han gjorde, hvad der skulle til, også selvom det var utraditionelle metoder en gang imellem. Han var virkelig på bølgelængde med de unge, men han kunne også sige fra overfor dem og give dem noget ansvar. Det er vigtigt, at du ikke er bange for at tage en skideballe fra chefen, når du har med mennesker at gøre. Relationer er vigtigere end regler.”

 

Fremtiden begyndte på motocrossværkstedet

Christian Bruhn har altid har oplevelsen af, at ingen troede på ham som barn.

”Jeg fik skældud for mine tics. Jeg blev sendt uden for døren for at provokere. Det er helt vildt, at sådan noget her har kunnet lade sig gøre. Jeg glemmer aldrig nogensinde, at jeg sad 13 år gammel hos en kommunalarbejder, der fortæller mig, at jeg aldrig nogensinde bliver til noget. Direkte til et barn!”

Men dagene på værkstedet stod i skarp kontrast til skoletiden. Her var han dygtig med værktøjet, grundig med rengøringen og lige så nysgerrig og nørdet med teknikken som dengang han var barn og skruede hele videooptageren fra hinanden for at finde ud af, hvordan den hang sammen.

”Jeg har altid fået at vide, at jeg aldrig nogensinde ville blive til noget. Alle tvivlede på mig. Kommunen, lærerne, pædagogerne. Men det fik mig også til at tænke: ”Jeg skal kraftedeme vise dem, at jeg kan.”.”

Det var den tanke og passionen for teknik, der fik ham til at starte på automekanikeruddannelsen.

 

Første eksamen var på teknisk skole

Christian gik ud af skolen i 9. klasse og startede i lære som automekaniker. Han fik aldrig nogen afgangseksamen, så hans første eksamen blev på Teknisk Skole.

”Det var ubehageligt! Det var ikke sjovt aldrig at have været oppe til en eksamen og så pludselig skulle til en eksamen på en erhvervsuddannelse, der var så alvorlig, som den var. Jeg skulle op i fysik og kemi og fortælle om ionvandringer, galvaniske tæringer og det periodiske system. Jeg dumpede min første eksamen med et brag.”  

Men på vej hjem fra eksamen var det som om, der gik et lys op for ham, og han forstod på en helt ny måde, hvad hans lærer havde talt om.

”Da jeg gik op igen fjorten dage efter, bestod jeg med bravur. ”Det dér, det var veludført,” kan jeg huske, at min censor sagde. Og så begyndte jeg at få selvtillid.”

 

Fra lastbilchauffør til selvstændig

Efter sin uddannelse som automekaniker kørte Christian lastvogn i nogle år, inden han startede op for sig selv.

”Vi kunne køre 12-13 timer i lastvognen, og så tog jeg ned på værkstedet, når jeg fik fri. Jeg har rodet med både, biler og knallerter hele mit liv, og jeg kan ikke lade være. Men det blev alt for meget med de lange dage, og jeg var lige ved, at gå ned med stress.”

Til sidst sagde han chaufførjobbet op.

”En dag blev jeg ringet op af en kammerat, der havde en båd, der var gået i stykker ude på Teglholmen, og så pakkede jeg mit værktøj og kørte afsted i min gamle Citroen Berlingo. Den dag fik jeg ti nye kunder! Det var åbenbart den helt store dag for folk, der skulle ud at sejle og ikke kunne få gang i båden. Og så kom jeg tilfældigvis gående der med mit topnøglesæt. Dagen efter begyndte min telefon at ringe, og så startede jeg min egen virksomhed.”

 

Kæmper stadig med dårligt ry

Det har ikke været uden problemer at starte op som selvstændig i samme lokalsamfund, hvor han voksede op. En dag er der en lokal kunde, der ringer til Christian. Han har set et af virksomhedens facebookopslag.

”Han valgte mig faktisk fra, da han fandt ud af, hvem jeg var. Det er jeg meget ked af. For én ting er, hvem jeg var som 16-årig, en anden ting er, hvem jeg er som 29-årig. Men jeg må se det sådan, at det er ham, der går glip af god service. I en lille by som Dragør går snakken rigtig stærkt. Men de her oplevelser har også gjort, at jeg godt kunne tænke mig at hjælpe unge, give dem nogle værktøjer og motivere dem til at gå i en anden retning. For de dårlige valg forfølger os.”

Af samme årsag har Christian også valgt medarbejdere til sit værksted, som ikke altid har været lige jobparate.

”Jeg kan godt lide at prøve at give dem noget blod på tanden og nogle opgaver, der styrker deres selvtillid, ligesom jeg selv fik. Jeg vil gerne give det videre, som Ole Lillelund og Benny Thøgersen gav mig. Jeg vil gerne give folk en chance for at tage noget ansvar.”

 

 

Hamza Al-Joubouri: ”I dag er jeg glad for, at de næsten tvang mig ombord på Fulton”

Det var ikke med god vilje, da Hamza Al-Joubouri gik om bord på Fulton for første gang for omtrent ti år siden.

”Jeg kunne ikke lide det. Jeg var meget antisocial, og jeg havde aldrig været til søs på den måde før,” fortæller han.

Det var første gang, at Hamza Al-Joubouri skulle ud på den måde sammen med danske børn og unge.

”Livet som flygtning gjorde det svært for mig at opleve andre ting end at være i asylcenter. Så jeg havde jo ikke prøvet så mange ting. Og derfor var jeg heller ikke vild med at prøve noget nyt.”

 

Fulton ændrede det hele

”I dag takker jeg kommunen for, at de næsten tvang mig afsted,” fortæller Hamza Al-Joubouri, ”jeg gav det en chance. Og det har jeg aldrig fortrudt. Folk var venlige. Lærerne var meget lyttende og støttende, og de var der, hvis jeg havde det dårligt. Selv kaptajnen kunne godt lide mig.”

Efter Fulton ændrede det sociale sig for Hamza. Han blev bedre til at tale med mennesker. Han blev gladere, mere aktiv og begyndte at præstere bedre, fremfor at sidde ovre i hjørnet.

”Jeg kan huske, at vi skulle danse en fjollet regndans. Og jeg kan huske, at vi havde nattevagter og skulle passe på skibet sammen. Der havde vi frihed til at gøre, hvad vi ville, uden at de voksne var der,” fortæller han med begejstret nostalgi.

”Jeg har skabt mange gode relationer på Fulton. Jeg er stadig venner med flere af dem i dag.”

Tre år i træk endte Hamza med at sejle med Fulton, og tre gange fejrede han sin fødselsdag til søs med sine nye venner.

 

”Jeg var nok lidt af et røvhul”

I dag er Hamza god til at tale med folk og skabe gode relationer, men forandringen skete ikke over natten.

”Jeg var sur på kommunen, jeg var sur på staten, jeg var sur på det hele. Jeg var meget antisocial, talte ikke med mennesker og generaliserede meget. Jeg var nok lidt af et røvhul,” indrømmer han selv, ”det første år var jeg ikke ligefrem populær. Jeg var meget negativ.”

Men året efter var det anderledes. Forandringen var begyndt.

”Jeg var meget overvægtig dengang, og jeg blev drillet med det. Det gjorde mig sur og somme tider lidt ubehagelig. Efter det første år på Fulton kom jeg i gang med at træne og fik mere selvtillid. Jeg smed noget vægt og tog på i muskler. Jeg kunne se mig selv ændre mig både fysisk og personligt.”

”Folk begyndte at tale til mig, når de så, at jeg begyndte at smile og grine og have det sjovt. Jeg blev mere åben for, at folk kunne komme og tale med mig. Og det gjorde de.”

 

Fra Fulton til teater

Samtalerne ombord på Fulton blev afgørende for Hamza. Det hjalp ham at tale med både lærerne og eleverne. Her fandt han ud af, at der var andre end ham, der havde det svært i deres unge år.  

”Jeg fandt ud af, hvordan andre havde det i stedet for kun at tænke på mig, mig, mig. Da jeg begyndte at tale med andre og høre, hvad der foregik i deres liv, fandt jeg ud af, at jeg er ikke den vigtigste på denne her båd,” fortæller han.

Men det var særligt samtalerne med Christoffer Søe og Pernille Stockfleth, der skabte varige forandringer for Hamza Al-Joubouri.

”Jeg kunne ikke have gjort det uden lærerne på Fulton. De hjalp mig meget. De holdt mit humør oppe. De afledte mine tanker fra de negative ting, der skete. De lærte mig at tænke positivt og langsigtet.”

Udover at være med på Fulton underviste Pernille Stockfleth også Hamza i teater i Ungdomsskolen.

”Alle de samtaler og træningsøvelser til drama gjorde mig meget mere moden og stærk socialt. Vi optrådte foran rigtig mange mennesker. Det var min første optræden, og jeg synes, jeg gjorde et godt stykke arbejde. Det gjorde de andre også, og vi fik også meget ros for det.”

 

Vil gøre en forskel for andre unge

Nu er Hamza den, der hjælper relationer i gang og får andre til at lære hinanden at kende, fortæller han. Han drømmer om at få muligheden for at gøre samme forskel for andre en dag.

”Fulton fik mig til at tænke, at jeg kunne gøre meget andet, end det jeg gjorde. Og at jeg kan gøre andre mennesker glade på samme måde, som de gjorde mig glad. Derfor vil jeg rigtig gerne hjælpe mennesker. Jeg vil gerne give dem de samme samtaler, som jeg fik,” siger han.

Han arbejder jeg på deltid, men vil i fremtiden gerne arbejde med mennesker og læse noget inden for psykologi.

”Jeg kan godt lide alt, hvad der har med mentalitet at gøre: hvordan folk opfører sig, hvordan de bevæger sig, hvordan de taler. Kunne jeg blive pædagog og hjælpe andre unge ombord på Fulton, så ville jeg gøre det. Jeg havde en rigtig god oplevelse. Jeg vil gerne give det videre til andre unge.”

 

 

Amanda Fellov:

”Ungdomsskolen har været et springbræt til det, jeg laver i dag”

Amanda Fellov var storforbruger af ungdomsskolen. Hun stod i spidsen for ungerådet og banede vejen for mange af de aktiviteter, der er i programmet i dag. Som voksen har hun selv været underviser på mange af holdene.

”Jeg så ungdomsskolen som et værested, hvor jeg mødtes med folk på tværs af skolerne og hang ud. Jeg dyrkede alt det, jeg kunne lære noget af: bagehold, ungeråd, weekendture, kreahold, tøseklub, klatretur til det ene sted og skitur til det andet sted,” fortæller hun.

Det skulle vise sig at være en god investering i fremtiden.

 

Fra ungeråd til nordisk eventkoordinator

I dag er Amanda Fellov nordisk eventkoordinator i medicinalvirksomheden Alcon. Her planlægger hun messer, konferencer, møder og studieture i Norden og Europa.

”Jeg lærte meget om eventplanlægning i ungdomsskolen. Og det er jo det, jeg arbejder med i dag. I meget større skala end i ungdomsskolen – men grundlæggende det samme, som jeg lavede dengang,” siger hun.

Hun var selv med til at starte Movie Night i Dragør Bio, da hun gik i syvende klasse.

”Jeg lærte at bygge en case op og stable et koncept på benene, jeg kunne få godkendt og føre ud i livet. Men også at få folk til at dukke op til det. Og så lærte jeg at samarbejde med mange forskellige stakeholders. Det var jo både kommune, skoler og ungdomsskole på tværs af byen, der skulle inddrages.”

Amanda Fellov og de andre i ungerådet var ofte med ude som ungerepræsentanter ved kommunalråd og borgerhøringer, når politikerne gerne ville vide, hvad der rørte sig hos de unge.

”Det var fedt at få lov til at opbygge og præsentere et ønske for politikerne. Vi var tre ildsjæle, der brændte for det her. Én fra hver skole. Og så var vi også elevrådsrepræsentanter på de skoler, vi kom fra. Det gav en følelse af at have medindflydelse.”

”Jeg har altid planlagt elevrådsting og været i festudvalget. Da jeg fandt ud af, at det var noget, man kunne arbejde med, så det læste jeg videre den vej. Ungdomsskolen har været et springbræt til det, jeg laver i dag.”

 

Kæmpe netværk

Amanda Fellov var også særligt glad for det nationale elevnetværk, hun fik gennem ungerådet. 

”Vi var på elevrådsture rundt omkring i Danmark, og det netværk bruger jeg stadig i dag. Her har jeg både været med som ung deltager og senere som voksen underviser, så jeg kender mange folk i ungdomsskolemiljøet i dag.”

”Det kan godt være lidt ensomt i skolen, hvis man er den eneste, der er engageret på det niveau, som jeg var. Derfor var jeg rigtig glad for at gå i ungdomsskolen og for at møde andre jævnaldrende med samme interesser, som var lige så engagerede i alt muligt,” fortæller hun.

 

Smagen af efterskole

Ungdomsskolen kan også være lidt en smagsprøve på at gå på efterskole, påpeger hun. Mange vælger efterskole ud fra interesser, og mange af de interesser kan du også dyrke eller prøve af på ungdomsskolen. Det er tit outdoor eller design for eksempel. Men du kan jo prøve det af allerede i ungdomsskolen, inden du vælger, om du skal bruge et helt år på det.

”Man kan godt få smagen af efterskolelivet på en ungdomsskole,” afslutter hun.